KIPIS!

Så blev ferien skudt i gang! Og i godt vejr tilmed. Det var ellers lige ved at se sort ud, da Anders opdagede en fejl på motoren. Udstødningsrøret var tæret, så motorrummet tog vand ind – godt nok i små mængder, men alligevel. Nord West fik arrangeret, at Volvo Penta-værkstedet i Marstrand ville kigge på det fredag morgen kl. 7, hvis vi kom op. Ingen slinger i valsen – god service!



Anders sejler ud af havnen i Helsingør.

Anders sejlede derfor til Marstrand torsdag, mens jeg kæmpede mig igennem den sidste arbejdsdag fredag. Jeg kom op i bilen med Molly som misfornøjet passager. I Marstrand var det dejligt at gense Anders og Last Boat VI. Det kedelige var, at værkstedet ikke havde kunnet lave båden. Den alternative løsning viste sig dog at være perfekt: Da vi i forvejen havde tænkt på at efterlade båden i skærgården, mens vi er i Italien, foreslog værkstedet at fikse problemet, mens vi var væk. Så planen er nu efter 6 dages bådferie at efterlade båden, køre tilbage til Danmark, rejse til Italien, rejse hjem igen, tage bilen op til Marstrand og sejle videre ud i det blå…



Vejret var skønt i Marstrand, og vi spiste svensk kalvekød og kartofler med polske kantareller på agterdækket og nød at have ferie. Efter en god middag og en lille gåtur var kl. blevet 23 og vi sluttede af med en beskeden rom og cola på agterdækket, som vi for alvor er begyndt at sætte pris på.

Ved siden af – agterende mod agterende – lå en anden Nord West fra Finland – med en håndfuld finner ombord, naturligt nok. På et tidspunkt begyndte Anders og jeg at snakke om det finske sprog, der jo som bekendt er helt umuligt. Han påstod at kunne flere finske gloser – altså ud over yksi, kaksi og kolme. Bl.a. påstod han at kunne sige både jordbær, mælk og god jul på finsk, men skeptisk som altid tænkte jeg, at han bandt mig noget på ærmet, og trodsigt spurgte jeg ham, om han så måske kunne sige ”skål”!

Uden at blinke svarede han, at det kunne han selvfølgelig – og at det hed ”KIPIS”! Det troede jeg jo ikke på, og resolut rejste han sig derfor og anråbte det finske selskab, der sad og nød en bid mand og et glas (eller syv): ”Ursäkta, men hvad hedder ”skål” på finsk?”, spurgte han dem bramfrit. ”KIPIS!” svarede de prompte. Og Anders løftede derpå sit glas og skålede med dem: ”KIPIS!"

"KIPIS, KIPIS!” svarede de alle sammen i kor og løftede deres glas og skålede tilbage. ”Og vi siger også, Armen i vinkel!” tilføjede en kvindefinne os belærende og vinklede sin arm, hvorved glasset nåede munden, så hun ved eksemplets magt kunne anskueliggøre talemåden.

Finnerne troede sikkert, at Anders var kontaktsøgende og interesseret i at komme i muntert drikkelag med dem, og jeg frygtede pludseligt, at deres næste træk ville være at enten trække knive eller endnu værre – invitere os over for at dele en liter vodka og et par finskbrød. Men intet gjorde de udover at råbe KIPIS KIPIS. De ville nok ikke have os ombord og risikere, at vi tørstige danskere begreb sig på deres alkohol. Hvilket sikkert er en del. For vi ved jo selv alt for godt, hvor mange vin- og spiritusskabe, der er i en Nord West, og finnerne har sikkert udnyttet hver kvadratcentimeter.

Da Anders kort efter, lidt over midnat, ved en fejl kom til at trykke hornet i bund, og den fredfyldte, stille og lyse sommernat blev gennemskåret af en øresønderrivende larm, som fik isterningerne i finnernes vodkaglas til at splintre, følte de sig givetvis endelig overbevist om, at vi danskere er ikke bare er drikfældige og larmende, men også ret anstrengende at ligge i havn med.

Huset på Christianshavn

Ja, tiden går uden blogging, når vejret er dårligt, og vi ikke kan komme ud at sejle. Og vejret har ved gud været helt håbløst. Først hele maj, og nu hele juni til dato.

Boatwaming
En aften holdt vi dog et hyggeligt og sjovt boatwarming for otte naboer. Det var en af de sjældne dage, hvor vejret faktisk var tåleligt om aftenen. Det var sjovt at have gæster ombord, og de fik champagne, vin, pølse, skinke, kage og jordbær. Otte personer lå lige på smertegrænsen. Det ville have været svært at klemme flere ind, uden at det blev for crowded. Det lykkedes os faktisk at være inde i salonen allesammen og at spise samlet om bordet. Seks sad i sofaen, én på skippersædet og én på en stol i midtergangen.

Vi sejlede ikke langt - fra Helsingør til Espergærde. Men det var jo ikke turen, det handlede om - vi skulle bare hygge os nogle timer og vise vores naboer den nye skude, som de allerede havde hørt en del om (selvom de efterhånden nok ikke kan hitte rede i alle de gange, vi har fortalt dem, at vi har fået ny båd;-) Det er ikke for sjov, at denne båd hedder Last Boat VI.

Praktisk løsning
Apropos noget med, at det er fint bare at være på båden og ikke nødvendigvis at sejle i den, så fandt vi på en løsning, hvor vi kunne udnytte båden uden nødvendigvis at sejle i den. And havde en stor konference på Hotel Admiral i København, og hvad ville være mere naturligt at lægge båden i Christianshavns Kanal og bruge det som et "private hotel" med charmerende kanaludsigt?

Ikke nok ville det være praktisk for Anders, som hellere vil være hjemme på sin båd end at bo på hotel – det ville jo også være en oplevelse for mig, der kunne bruge dagene på at arbejde, mens Anders passede sit, og nyde at være lige midt i et af Københavns mest charmerende kvarterer.





Huset på Christianshavn har fået en helt ny betydning for os. Last Boat VI er vores hus på Christianshavn – og det er hyggeligt. JEg glædede mig derfor til at flytte til Christianshavn. Udover arbejde, hvad kan man så andet end at kigge ud over agterdækket og se kanalrundfarterne tøffe forbi, mens de glor uhæmmet?;-) Nå jo, man kan selvfølgelig drøne op og ned ad de små gader og stræder, gå på museum, luske på Christiania, få sug i maven i toppen af Vor Frelser Kirke, shoppe etc. Men alt det gad jeg ikke!!! Jeg ville absolut lave ingenting. Jeg ville være på Last Boat VI og se, hvad jeg kunne få ud af at lave ingenting. Og jeg lavede vitterlig intet nyttigt udover at vaske lidt vinduer og købe en kæmpe portion sushi på Christianshavns Torv.

Anker i nærheden af båden
På vej ned til torvet kom jeg forbi et hus, hvor en lille, tyk, gammel og krumbøjet mandsling med to stokke prøvede at kæmpe sig op af et par trappetrin. Trappen var uoverstigelig for ham, og jeg fik ondt af ham og gik hen og spurgte, om jeg da ikke skulle hjælpe ham.Og så ser jeg, at det er vores allesammens gode gamle socialdemokratiske Anker Jørgensen!:-) Og gammel – ja, det var han virkelig blevet. Jeg kunne dårligt kende ham. Det var lidt vemodigt. Men mest vemodigt var det dog, at sådan en flink gammel mand har været trofast socialdemokrat hele sit liv...

Sejlsport for begyndere

Når jeg nu sidder og skriver om mine oplevelser ombord på Last Boat VI, er det umuligt at undgå, at tanker flyver tilbage på den første gang, jeg havde den uforglemmelige oplevelse at komme ud og sejle. Altså med en kludesejler. Baljerne og Storebæltsfærgen tæller ikke.

Det var i begyndelsen af halvfjerserne, og jeg var en 11-12 år. Vores nabo havde en mindre sejlbåd, og en dag inviterede de mig med på tur. En lille hyggeligt dagsudflugt fra Vedbæk til Hven og tilbage igen. Sagde de...

I virkeligheden forrådte de mig og lokkede mig i en fælde. I virkeligheden sejlede vi over Atlanten i 10 dage, mens vi blev skubbet frem af vinde af orkanstyrke. I virkeligheden skjulte de sandheden, da de sagde, at der ikke ville ske noget. I virkeligheden var alt ude af kontrol, og vi var overladt til naturens kræfter. Alle vidste, det var et spørgsmål om tid, inden vi sank og blev opslugt af det store, kolde bundløse mørke under de frådende, tårnhøje bølger – men ingen vovede tilsyneladende at sige det til mig. I stedet sagde de, at alt var som det skulle være, og at der ikke var noget at være bange for.

OK - sådan var min virkelighed i de timer, vi befandt os på Øresund mellem Vedbæk og Hven. For jeg havde aldrig været på en sejlbåd før, og jeg anede intet om, hvordan sådan en tér sig. For eksempel at de krænger, når der kommer vind i sejlene. I det øjeblik sejlene blev strammet op og båden lagde sig ned, blev jeg skræmt fra vid og sans. Med mine egne øjne så jeg, hvor tæt rælingen pludselig var på vandoverfladen, og hvordan vandet nærmest skyllede ind over dækket. Da sejlbåden lå i havnen, stak masten da lige op i vejret. Nu pegede den i en helt forkert retning. .. Noget var sønderrivende galt – det kunne enhver da se. Vi var simpelthen ved at kæntre og skulle snart lide druknedøden.



Jeg bed al skam i mig og blottede mine observationer for skipperen. Er man er kludesejler, kan man gætte sig til det lakoniske svar: "Helt normalt – sådan gør sejlbåde". Her burde jeg naturligvis være blevet beroliget og have nydt resten af turen. Men det værste var, at jeg ikke troede ham. Alle kunne jo se katastrofen nærme sig. Det kunne umuligt være normalt, at både opførte sig sådan... Så ville sejlsport jo ikke være så populært!

Skipperen udviste stor tålmodighed. Også da jeg syvende gang ville vide, om han nu var helt sikker på, at vi overlevede stormen. Han sagde til mig, at vi kun var ude i vindstyrke fire. Mon ikke han i virkeligheden sagde firs?...

Jeg kapitulerede herefter og gjorde, hvad jeg kunne for at fokusere på noget andet end min angst. Også for at få tanken væk fra en af passagererne, der lå nede i salonen og kastede op, og som kun var endnu et tegn på, at den tur aldrig skulle have fundet sted. Mit fokus blev kirken på toppen af Kyrkbackan. Et fikspunkt og et mål i horisonten, der symboliserede min snarlige redning. Jo tættere vi kom på kirken, jo mindre var der tilbage af turen.

Jeg husker intet fra opholdet på Hven, inden turen gik hjem igen. Måske brugte jeg tiden på at spekulere på, hvordan jeg kunne flygte og blive agterudsejlet. Eller hvordan jeg skulle komme med tilbage uden at blive søsyg ligesom den anden passager, der om muligt så ud til at værdsætte udflugten endnu mindre end mig. Alt, hvad jeg husker fra den tur, er dødsangsten og det løfte, jeg efterfølgende gav mig selv: Aldrig mere sejle!

Siden lærte jeg at holde af at være på havet. Og at nyde turen frem og tilbage til Hven, Men jeg har det stadig bedst, hvis der ingen sejl er på båden, og hvis mågeskrig og vindstøj overdøves af larmen fra et par stærke, velplejede dieselmotorer under agterdækket.

Cloudy Bay

Vi øver os i ikke at have forventninger til vejret. Det er altså svært... Men når det lykkes, så lønner det sig, når vejret helt uventet bliver godt. Det skete i pinsen på Hven, hvor det tunge skydække pludseligt trak sig tilbage og åbenbarede en fantastisk blå himmel og gav plads til en længe savnet solvarme.

Oppe på flybridgen kunne vi nu både nyde vejret og udsigten over havet, klinterne og det evigt underholdende Cirkus Hven. At vi ikke havde haft forventninger til vejret gik op for os, da vi måtte konstatere, at vi intet tøj havde med, der kunne gøre det nye klima behageligt at opholde sig i. Altså ingen shorts, sandaler eller tynde t-shirts. Der er jo overflødigheder... Vi er kun i slutningen af maj;-) Men skønt var det at nyde det gode vejr, og vi gik en dejlig tur op til den smukke gamle kirke, hvor vi var så heldige at blive vidne til et nygift brudepar, der netop kom ud, som vi kom forbi.

Et godt spisested,
der ligner det modsatte
Det er en tradition, at vi én gang om året spiser på Hamnkrogen, der ligger på havnen i Kyrkbacken. Den ligner ikke noget udefra, og det ville være synd at sige, at det er en arkitektonisk skønhed. Men man skal ikke lade sig narre. Siden 2001 har en dygtig og kreativ kok gjort det en fornøjelse at spise der, og vi har (næsten) altid spist rigtig godt.

En årlig tur på Hamnkrogen er et must.

Jeg undlader at nævne en aften for et par år siden, hvor alt gik galt. Maden var ikke i orden og en ret måtte gå ud i køkkenet igen. Der må have været vikar i køkkenet. Et stort selskab lige ved siden af skyllede adskillige liter snaps ned og var så højrøstet, at vi opgav at tale sammen. Men det var en enlig svale. Nu skulle vi bestemt derhen igen. Var det da ikke den perfekte lune aften til at spise ude på deres terrasse? Vi kunne nemlig ikke få bord indendørs, da det meste af restauranten var booket til bryllupsselskabet fra kirken tidligere på dagen. Vi tog lidt lunt tøj på for ikke at risikere at blive kolde (you never know...) og satte os ved det bestilte bord på den overdækkede terrasse.

Når vi spiser på Hamnkrogen, flotter vi os gerne og bestiller den New Zealandske hvidvin Cloudy Bay. Det er min yndlingsvin – så er det sagt. Og den aften skulle ikke være en undtagelse. Vi bestilte Cloudy Bay. Det skulle vise sig at være en fatalistisk beslutning.

Svalbard i oktober
Fem minutter inde i hovedretten kom et vejrskift, som man kun oplever det i bjergene, på havet – og altså åbenbart også på en ø ude i Øresund... Det skete på få minutter. Det væltede ind med kulde, fugtige vinde og tæt tåge, der hvirvlede ind over land som sandstorme. Temperaturen faldt på ganske kort tid fra "Hven i maj" til "Svalbard i oktober"... Vi ikke bare drak – men BEFANDT os midt i – Cloudy Bay!



Cloudy Bay er min yndlingsvin og nu også en
oplevelse fra Kyrkbacken.



Det blev pludselig meget ufestligt at sidde udendørs på en åben terrasse med et konstant træk af kolde fugtige vindtåger. Efter kort tid havde kulden sat sig fast i marv og ben, men selvfølgelig skulle vi jo lige have desserten med. Det var nemlig crème brûlée, og det kunne vi nok godt lige udholde endnu fem minutters kuldetortur for.

Desværre tog det ikke 5 minutter. Prøv snarere 50... Nu var der nemlig kommet gang i køkkenet, eller også var tjeneren med støtte fra fagforeningen simpelthen holdt op med at servere ude i dybfryseren. Men omsider kom den – og aldrig har vi da slugt en god fransk dessert så hurtigt.

Godt vi ikke havde langt hjem – og godt, at Last Boat VI havde masser af god dieselvarme til os!

Hven i pinsen er altid en fuldtræffer

Last Boat VI er tre uger gammel. Det vil sige, tre uger gammel efter vor tidsregning, for hun er jo fra 2005... Men I vores øjne er hun stadig ny, og vi så frem til at tilbringe et par pinsedage ombord. Især fordi vejrudsigten så tilforladelig ud. Ikke shortsvejr, ikke polar-overlevelsesdragt-vejr, men gement, godt udendørsvejr...

Vi besluttede at tage til Hven.



Fra stress til fredfyldt ro på få minutter

Traditionen tro arbejder jeg til sidste sekund, inden vi kaster alt ind i bilen og halser afsted mod havnen. Arbejdsadrenalinen kører stadig i kroppen, når vi stævner ud fra Helsingør. Som pavlovske hunde begynder vi dog hurtigt at lægge hverdagen bag os og slappe af. Med kurs mod Hven sætter den roligere vejrtrækning automatisk ind.

Cirkus Hven
Når man sejler i en Nord West kommer vinden tilsyneladende fra samme retning. Det gjorde den i hvert fald denne dag. Vi var derfor i tvivl, om vi skulle lægge os i Kyrkbackan Hamn, hvor man risikerer at ligge uroligt. Men pyt. Kyrkbackan, som er en af vores favorithavne, har en unik charme, og vi havde ikke været forbi i år. Valget var derfor oplagt.

Om sommeren skal man stå tidligt op for overhovedet at klemme sig ind i havneløbet. Især i weekender og på helligdage i forårs- og sommermånederne er det svært at få foden indenfor. Og når der, som i vores tilfælde, er 39 "fødder" at mase ind, kan det nemt være noget af en opgave.

Netop derfor blev vi glade, da vi så, at vi ville kunne lægge os uden på en stor svensk Princess. Også skipperen syntes tilsyneladende, at det var en god idé. Han vinkede og gestikulerede ivrigt, mens han smilende pegede os på plads. De trange omgivelser gjorde, at Anders måtte bakke ind – og i det øjeblik han vendte hækken til, forstummede velkomstglæden hos den før så gæstfrie svensker. Da han så vores rød-hvide flag, måbede han et par sekunder. Så forsatte hans fagter. Og denne gang viftede han os væk! Vi fattede ingenting. Jeg stod der og jonglerede med fendere, og Anders prøvede at holde Last Boat VI i skak. Al råben frem og tilbage fortabte sig i motorlarm, og vi trak os forsmåede tilbage... Heldigvis spottede vi en god plads langskibs i læ ovre på havnens nordmole og kom på plads i god ro og orden.

To-tre timer senere, da vi sad på flybridgen og nød en velfortjent drink - kom svaret på det besynderlige optrin sejlende ind i havnen: En flot Nord West 390 – præcis magen til vores, men med svensk flag... Det var som at se den samme film igen, men nu med happy end. For Princess-kaptajnen opførte nu samme opstemte velkomstritual og vinkede den nytilkomne Nord West sikkert på plads. Bagefter var gensynsglæden stor mellem de to skippere, der åbenlyst kendte hinanden og havde set frem til en pinse side om side på Hven. En plan, der kortvarigt var ved at blive forpurret af to anmassende danskere ...

At det ofte er en kompliceret opgave at lægge til i Kyrkbackan har både fordele og ulemper: En ulempen er, at det kan være svært ikke at blive havnens underholdende midtpunkt, når man lægger til i en grød af både, der er kreativt fortøjret på kryds og tværs. En fordel er, at man selv - når man er kommet sveddryppende på plads - kan læne sig tilbage og betragte alle efterfølgende gæstesejlere blive havnens underholdende midtpunkt. Nej, på havnen i Hven keder man sig aldrig! Vi kalder det "Cirkus Hven". Når kaos hersker – og det gør det næsten konstant fra kl. 10 til 20 - er underholdningen sikret!

Steg i ovnen
Mens Anders gik i gang med at nusse med noget praktisk, gik jeg i køkkenet og fiksede en beskeden citronmarineret kalvesteg, som blev skyllet ned med en god Chianti Classico. Uhm – lige hvad vi havde brug for at skyde en god pinseweekend i gang.