Det var i begyndelsen af halvfjerserne, og jeg var en 11-12 år. Vores nabo havde en mindre sejlbåd, og en dag inviterede de mig med på tur. En lille hyggeligt dagsudflugt fra Vedbæk til Hven og tilbage igen. Sagde de...
I virkeligheden forrådte de mig og lokkede mig i en fælde. I virkeligheden sejlede vi over Atlanten i 10 dage, mens vi blev skubbet frem af vinde af orkanstyrke. I virkeligheden skjulte de sandheden, da de sagde, at der ikke ville ske noget. I virkeligheden var alt ude af kontrol, og vi var overladt til naturens kræfter. Alle vidste, det var et spørgsmål om tid, inden vi sank og blev opslugt af det store, kolde bundløse mørke under de frådende, tårnhøje bølger – men ingen vovede tilsyneladende at sige det til mig. I stedet sagde de, at alt var som det skulle være, og at der ikke var noget at være bange for.
OK - sådan var min virkelighed i de timer, vi befandt os på Øresund mellem Vedbæk og Hven. For jeg havde aldrig været på en sejlbåd før, og jeg anede intet om, hvordan sådan en tér sig. For eksempel at de krænger, når der kommer vind i sejlene. I det øjeblik sejlene blev strammet op og båden lagde sig ned, blev jeg skræmt fra vid og sans. Med mine egne øjne så jeg, hvor tæt rælingen pludselig var på vandoverfladen, og hvordan vandet nærmest skyllede ind over dækket. Da sejlbåden lå i havnen, stak masten da lige op i vejret. Nu pegede den i en helt forkert retning. .. Noget var sønderrivende galt – det kunne enhver da se. Vi var simpelthen ved at kæntre og skulle snart lide druknedøden.
Jeg bed al skam i mig og blottede mine observationer for skipperen. Er man er kludesejler, kan man gætte sig til det lakoniske svar: "Helt normalt – sådan gør sejlbåde". Her burde jeg naturligvis være blevet beroliget og have nydt resten af turen. Men det værste var, at jeg ikke troede ham. Alle kunne jo se katastrofen nærme sig. Det kunne umuligt være normalt, at både opførte sig sådan... Så ville sejlsport jo ikke være så populært!
Skipperen udviste stor tålmodighed. Også da jeg syvende gang ville vide, om han nu var helt sikker på, at vi overlevede stormen. Han sagde til mig, at vi kun var ude i vindstyrke fire. Mon ikke han i virkeligheden sagde firs?...
Jeg kapitulerede herefter og gjorde, hvad jeg kunne for at fokusere på noget andet end min angst. Også for at få tanken væk fra en af passagererne, der lå nede i salonen og kastede op, og som kun var endnu et tegn på, at den tur aldrig skulle have fundet sted. Mit fokus blev kirken på toppen af Kyrkbackan. Et fikspunkt og et mål i horisonten, der symboliserede min snarlige redning. Jo tættere vi kom på kirken, jo mindre var der tilbage af turen.
Jeg husker intet fra opholdet på Hven, inden turen gik hjem igen. Måske brugte jeg tiden på at spekulere på, hvordan jeg kunne flygte og blive agterudsejlet. Eller hvordan jeg skulle komme med tilbage uden at blive søsyg ligesom den anden passager, der om muligt så ud til at værdsætte udflugten endnu mindre end mig. Alt, hvad jeg husker fra den tur, er dødsangsten og det løfte, jeg efterfølgende gav mig selv: Aldrig mere sejle!
Siden lærte jeg at holde af at være på havet. Og at nyde turen frem og tilbage til Hven, Men jeg har det stadig bedst, hvis der ingen sejl er på båden, og hvis mågeskrig og vindstøj overdøves af larmen fra et par stærke, velplejede dieselmotorer under agterdækket.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar