Sejlsport for begyndere

Når jeg nu sidder og skriver om mine oplevelser ombord på Last Boat VI, er det umuligt at undgå, at tanker flyver tilbage på den første gang, jeg havde den uforglemmelige oplevelse at komme ud og sejle. Altså med en kludesejler. Baljerne og Storebæltsfærgen tæller ikke.

Det var i begyndelsen af halvfjerserne, og jeg var en 11-12 år. Vores nabo havde en mindre sejlbåd, og en dag inviterede de mig med på tur. En lille hyggeligt dagsudflugt fra Vedbæk til Hven og tilbage igen. Sagde de...

I virkeligheden forrådte de mig og lokkede mig i en fælde. I virkeligheden sejlede vi over Atlanten i 10 dage, mens vi blev skubbet frem af vinde af orkanstyrke. I virkeligheden skjulte de sandheden, da de sagde, at der ikke ville ske noget. I virkeligheden var alt ude af kontrol, og vi var overladt til naturens kræfter. Alle vidste, det var et spørgsmål om tid, inden vi sank og blev opslugt af det store, kolde bundløse mørke under de frådende, tårnhøje bølger – men ingen vovede tilsyneladende at sige det til mig. I stedet sagde de, at alt var som det skulle være, og at der ikke var noget at være bange for.

OK - sådan var min virkelighed i de timer, vi befandt os på Øresund mellem Vedbæk og Hven. For jeg havde aldrig været på en sejlbåd før, og jeg anede intet om, hvordan sådan en tér sig. For eksempel at de krænger, når der kommer vind i sejlene. I det øjeblik sejlene blev strammet op og båden lagde sig ned, blev jeg skræmt fra vid og sans. Med mine egne øjne så jeg, hvor tæt rælingen pludselig var på vandoverfladen, og hvordan vandet nærmest skyllede ind over dækket. Da sejlbåden lå i havnen, stak masten da lige op i vejret. Nu pegede den i en helt forkert retning. .. Noget var sønderrivende galt – det kunne enhver da se. Vi var simpelthen ved at kæntre og skulle snart lide druknedøden.



Jeg bed al skam i mig og blottede mine observationer for skipperen. Er man er kludesejler, kan man gætte sig til det lakoniske svar: "Helt normalt – sådan gør sejlbåde". Her burde jeg naturligvis være blevet beroliget og have nydt resten af turen. Men det værste var, at jeg ikke troede ham. Alle kunne jo se katastrofen nærme sig. Det kunne umuligt være normalt, at både opførte sig sådan... Så ville sejlsport jo ikke være så populært!

Skipperen udviste stor tålmodighed. Også da jeg syvende gang ville vide, om han nu var helt sikker på, at vi overlevede stormen. Han sagde til mig, at vi kun var ude i vindstyrke fire. Mon ikke han i virkeligheden sagde firs?...

Jeg kapitulerede herefter og gjorde, hvad jeg kunne for at fokusere på noget andet end min angst. Også for at få tanken væk fra en af passagererne, der lå nede i salonen og kastede op, og som kun var endnu et tegn på, at den tur aldrig skulle have fundet sted. Mit fokus blev kirken på toppen af Kyrkbackan. Et fikspunkt og et mål i horisonten, der symboliserede min snarlige redning. Jo tættere vi kom på kirken, jo mindre var der tilbage af turen.

Jeg husker intet fra opholdet på Hven, inden turen gik hjem igen. Måske brugte jeg tiden på at spekulere på, hvordan jeg kunne flygte og blive agterudsejlet. Eller hvordan jeg skulle komme med tilbage uden at blive søsyg ligesom den anden passager, der om muligt så ud til at værdsætte udflugten endnu mindre end mig. Alt, hvad jeg husker fra den tur, er dødsangsten og det løfte, jeg efterfølgende gav mig selv: Aldrig mere sejle!

Siden lærte jeg at holde af at være på havet. Og at nyde turen frem og tilbage til Hven, Men jeg har det stadig bedst, hvis der ingen sejl er på båden, og hvis mågeskrig og vindstøj overdøves af larmen fra et par stærke, velplejede dieselmotorer under agterdækket.

Cloudy Bay

Vi øver os i ikke at have forventninger til vejret. Det er altså svært... Men når det lykkes, så lønner det sig, når vejret helt uventet bliver godt. Det skete i pinsen på Hven, hvor det tunge skydække pludseligt trak sig tilbage og åbenbarede en fantastisk blå himmel og gav plads til en længe savnet solvarme.

Oppe på flybridgen kunne vi nu både nyde vejret og udsigten over havet, klinterne og det evigt underholdende Cirkus Hven. At vi ikke havde haft forventninger til vejret gik op for os, da vi måtte konstatere, at vi intet tøj havde med, der kunne gøre det nye klima behageligt at opholde sig i. Altså ingen shorts, sandaler eller tynde t-shirts. Der er jo overflødigheder... Vi er kun i slutningen af maj;-) Men skønt var det at nyde det gode vejr, og vi gik en dejlig tur op til den smukke gamle kirke, hvor vi var så heldige at blive vidne til et nygift brudepar, der netop kom ud, som vi kom forbi.

Et godt spisested,
der ligner det modsatte
Det er en tradition, at vi én gang om året spiser på Hamnkrogen, der ligger på havnen i Kyrkbacken. Den ligner ikke noget udefra, og det ville være synd at sige, at det er en arkitektonisk skønhed. Men man skal ikke lade sig narre. Siden 2001 har en dygtig og kreativ kok gjort det en fornøjelse at spise der, og vi har (næsten) altid spist rigtig godt.

En årlig tur på Hamnkrogen er et must.

Jeg undlader at nævne en aften for et par år siden, hvor alt gik galt. Maden var ikke i orden og en ret måtte gå ud i køkkenet igen. Der må have været vikar i køkkenet. Et stort selskab lige ved siden af skyllede adskillige liter snaps ned og var så højrøstet, at vi opgav at tale sammen. Men det var en enlig svale. Nu skulle vi bestemt derhen igen. Var det da ikke den perfekte lune aften til at spise ude på deres terrasse? Vi kunne nemlig ikke få bord indendørs, da det meste af restauranten var booket til bryllupsselskabet fra kirken tidligere på dagen. Vi tog lidt lunt tøj på for ikke at risikere at blive kolde (you never know...) og satte os ved det bestilte bord på den overdækkede terrasse.

Når vi spiser på Hamnkrogen, flotter vi os gerne og bestiller den New Zealandske hvidvin Cloudy Bay. Det er min yndlingsvin – så er det sagt. Og den aften skulle ikke være en undtagelse. Vi bestilte Cloudy Bay. Det skulle vise sig at være en fatalistisk beslutning.

Svalbard i oktober
Fem minutter inde i hovedretten kom et vejrskift, som man kun oplever det i bjergene, på havet – og altså åbenbart også på en ø ude i Øresund... Det skete på få minutter. Det væltede ind med kulde, fugtige vinde og tæt tåge, der hvirvlede ind over land som sandstorme. Temperaturen faldt på ganske kort tid fra "Hven i maj" til "Svalbard i oktober"... Vi ikke bare drak – men BEFANDT os midt i – Cloudy Bay!



Cloudy Bay er min yndlingsvin og nu også en
oplevelse fra Kyrkbacken.



Det blev pludselig meget ufestligt at sidde udendørs på en åben terrasse med et konstant træk af kolde fugtige vindtåger. Efter kort tid havde kulden sat sig fast i marv og ben, men selvfølgelig skulle vi jo lige have desserten med. Det var nemlig crème brûlée, og det kunne vi nok godt lige udholde endnu fem minutters kuldetortur for.

Desværre tog det ikke 5 minutter. Prøv snarere 50... Nu var der nemlig kommet gang i køkkenet, eller også var tjeneren med støtte fra fagforeningen simpelthen holdt op med at servere ude i dybfryseren. Men omsider kom den – og aldrig har vi da slugt en god fransk dessert så hurtigt.

Godt vi ikke havde langt hjem – og godt, at Last Boat VI havde masser af god dieselvarme til os!